Meu poema "um abraço" traduzido para o dinamarquês por Tiago Gonçalves e Charlotte Kaare-Andersen, a quem agradeço de coração.

En omfavnelse

da vi mødtes og omfavnede hinanden i blot
et par sekunder, da jeg lagde mit hoved ved din side
og da din torso for et øjeblik klyngede sig
til min torso, med min hånd hvilende på din
ryg, på din hud, ved din rygrad
det der som regel defineres som en omfavnelse
som en hilsen, som to mennesker der ikke har set hinanden
i nogen tid, og som for en stund omfavner hinanden
for at fejre glæden ved mødet, anerkendelsen
i ansigtet, i kroppen, det gensidige liv, denne omfavnelse
fejres, ved en lille intimitet, et møde, selv om
for et kort øjeblik, et kort tidslaps, to
eller tre sekunder, lidt mere eller mindre end
dette, denne omfavnelse der involverer min torso mod din torso, hvorved
din krop blomstrer, hvorfra dine lemmer udspringer
og hvor væsker cirkulerer og elektriske spændinger i
bittesmå pulserende stød, der giver integritet til
din krop, som får din krop holde sig stående,
foran mig, kommanderede dine arme til at sammenflette sig
i mine i denne konfiguration som karakteriserer en omfavnelse, dennee
og enhver anden, denne omfavnelse hvor vores kroppe mødtes
og i et par simpele sekunder føles under min hånd
din ryg, din rygrad og dine ribben under mine fingre,
hvor jeg følte eller mærkede intuitivt dit hjerte bankende derinde
kommanderende med maskineriet i din krop, puffende
til dit liv, tanker, drømme, erindringer, at fortsætte
i dagen, i tiden, under min hånd liggende fladt på
din ryg, under forsigtigt tryk (eller dedikeret) af
mine fingre, stilladset der beskytter dit liv,
det liv, der cirkulerer i din torso, der for et sølle øjeblik
er limet til min torso, da din barm
blev limet til mit bryst, når dit hjerte
nærmede sig min ved mit, i den tid en omfavnelse
normalt varer, varigheden af armene og torsoen,
længden af kroppen, af hånden fladt mod din ryg,
i en hverken enorm eller lillebitte stund, der varede
denne omfavnelse, der omfavnede liv, drømmene,
tankerne, de sammenflettede smil, som armene,
som de tætte torsoer, unisont, hvem ved
en umålelig mængde tid, ville jeg sige, men
effektivt mærket af kroppen og fremsendt via
elektriske og kemiske midler til det sted, der giver
genereringen af disse ord, hvor ideer blomstrer
at ophobes og dvæler i min krop, som omfavner
mit liv fra denne omfavnelse af som lidt
eller næsten intet varede i forhold til kronologisk tid,
men som insisterer på, at selv nu og her, når det invaderer mig
måden hvorpå din torso var limet til min den dag vi
fandt hinanden

[Jeg elskede det! Mange, mange tak Tiago og Charlotte!!!]

Compartilhamentos [© Caio Meira]
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  

Deixe uma resposta

O seu endereço de e-mail não será publicado. Campos obrigatórios são marcados com *